Dag 15: først til Toulon... og så til Nice
Vi vågnede igen ved den dejlige sø. Det er vidunderligt at kunne ligge i sin seng, trække skydedøren op og så faktisk ligge lige på stranden og kigge ud på den blanke sø, høre frøernes kvæggen og indsnuse den friske morgenluft. Så stor vi op og kik ned og badede mens solen kom frem fra sit skjul bag bjergene mod øst.
Vi tog en stille formiddag med masser af badning, inden vi spurgte madpakke og pakkede sammen. Vi satte den gamle tunge cykelholder op til skraldecontainerne med et skilt hvor det stod Libre. Voksencyklerne monterede vi på den nye lettere holder og Aviaya cyklede Olivas cykel op til vejen. Børnecyklerne har vi nu på taget og vi kan ikke komme under den højdebegrænser der står ved indkørslen til stranden, med dem på. Da hun kom tilbage fortalte hun Oliva at hun havde stillet hendes cykel ved skraldespandene. Kalle cyklede derfor Avis cykel op, for at stille dem ude ved vejsiden i stedet hvor vi kunne hente dem. Desværre var der allerede nogle der havde misforstået intentionen, og Olivas cykel var taget. Sikkert af et barn der er blevet rigtig glad. Bare mega ærgerligt for Oliva og os!
Hun blev lovet en ny cykel, og vi kørte de 150 km mod Toulon, hvor færgen til Korsika var billigst fra (havde vi tjekket i går). Det var en lang vej ad snoede veje, men det gik fint, omend det var meget varmt inde i bilen. De helt nedrullede ruder hjalp ikke meget.
Vi nkom til Toulon, kun for at finde at billetkontoret var lukket og erstattet af en app. Deri fandt vi ud af at billetten fra Nice var ca. 1000 kr. billigere. Vi tog en hurtig beslutning, købte en masse snacks og kolde drikke, og kørte tilbage mod Nice i den rullende sauna.
Nice viste sig at være et traffikalt mareridt, men vi fandt til sidst ned til havnen. Efter diverse tjek, skulle vi til sidst vise negative corona test. Dr godtog ikke vores immun coronapas og vi blev sendt retur. Heldigvis lå der et apotek lige ved siden af havnen og vi fik hurtigt taget en antigen test helt oppe i næsen. 5 min. efter havde vi en negativ test, og vi kunne atter køre ind mod færgen, som heldigvis var forsinket. Sveden drev af os alle og vi var lykkelige for at kunne slippe ud af bilen og lege mellem bilerne i bilkøen i den den frie luft, inden vi kørte om bord.
Vi fandt vores kahyt, kun for at finde en anden mand derinde. Vi forsøgte at forklare at det var vores kahyt, men han snakkede bare i telefon og trak på skuldrene. Pludselig forsvandt han dog. Sengen kunne dog ikke lukkes ned, og vi måtte derfor bede om at få en anden kahyt.
Endelig kunne vi gå op i restauranten og få os vores dyre aftensmad, og gode korsikanske øl.
Nu sover pigerne, men vi er lige blevet vækket af at døren blev oplåst og åbnet af en eller anden. Så er det nu mere fredfyldt i vores folkevogn. God nat, vi skriver fra Korsika i morgen.
Kommentarer
Send en kommentar