Dag 17: Strand og romere
Da alle var vågnede på vores pads under oliventræerne cyklede Oliva og Stine op til bageren ved hovedvejen. De havde nogle virkelig lækre baguette, de bedste vi har fået, og de sædvanlige gode croissanter til 0,9 euro. De købte også noget der mindede om frøsnappere, men med ost og skinke i stedet for creme. Dem spiste vi til frokost sammen med baguette.
Efter morgenmaden, gik jeg (Kalle) med pigerne ned til stranden. Det blæste mere end i går, og vandet var uroligt og med en del tang. Vi badede dog alle alligevel og havde det dejligt, selv Eli lod sig ikke røre af de større bølger. Vi spillede strandtennis. Jeg nyder at de to store, er ved at være store nok til at man kan have mere end to slag ad gangen i en omgang.
Oliva og Aviaya gik selv nogle lange ture ned langs stranden. Oliva var tingfinder, mens Avi legede hest. Eli og jeg legede med sand.
Imens pakkede Stine vores bil, og omkring frokost kørte vi afsted.
Vi spiste frokost mens vi kørte mod en badesø et lille stykke oppe i bjergene. Vejen dertil blev dog til sidst for dumdristig, og kun egnet for 4x4 biler. Så vi måtte desværre vende om. I stedet kørte vi til nogle romerske ruiner og et gammelt fort fra den korsikanske løsrivelseskrig. Det var blevet meget varmt, og vi ville ikke spille euro på at se nogle ruiner som kun ville være interessante for pigerne i 5 minutter. Der burde være klækkelige rabatter for børnefamilier ved sådanne seværdigheder, de er der jo kun i en brøkdel af tiden af hvad andre er. I stedet købte vi Orangina til overpris og fortalte dem om romerne og romerriget, mens de kiggede på ruinerne hen over hegnet siddende på vores skuldre.
Bagefter forsøgte vi at finde en øde strand, men måtte vende om, da vi i stedet kom til at køre til en fængsel.... et meget flot placeret fængsel.
Vi kørte i stedet til en anden mere tilgængelig strand. Hvor vandet var flot blåt og sandet finere og hviderne end i formiddags.
Fra stranden cyklede jeg og Eli en tur i skoven nord fra stranden, mens de andre blev tilbage og badede.
Området var et større biodiversitets beskyttelsesområde, og vi cyklede ad små stier imellem fyrtræer og moser og den smukke strand. Vi fandt flere oplagte parkeringsmuligheder til at overnatte, men igen vsr en 4x4 nødvendig for at nå dem. Imellemtiden fandt Stine dog også ud af at der er forbudt at overnatte i det fri overalt på Korsika. Der er dog også mange 1- og 2-stjernede campingpladser spredt ud over øen, for at gøre op med det. På cykelturen tilbage faldt Eli i søvn i stolen på cyklen og jeg måtte køre med en hånd i sandet for at holde hendes hoved med den anden.
Da skyerne begyndte at komme ned fra bjergene kørte vi derfor mod en af disse 1 stjernede pladser, som viste sig at være en sand perle. Pladsen ligger lige i 1. række på en bred sandstrand. Vi ankom ved 19 tiden og gik ud for at købe mad på en nærliggende restaurant, den åbnede dog først i næste uge. Så vi gik tilbage til campingpladsen og spurgte om det var muligt at får mad der. Ja, det var det sagde de. Vi satte os ved bordene på stranden og snart flød det ind med skinke, pølser, oste, salater, stegt kylling og kartofler og ratatouille. Hertil kold rose vin. Virkelig lækkert. Til desert is og creme brule. Pigerne spiste og lavede gymnastik i sandet, så sjovt havde de det at to lokale piger også smed deres plastik legetøj og lavede gymnastik i sandet.
Da alle var godt mætte, tog vi alle 5 et varmt bad, og nu sover børnene, så de voksne kan lige nå en lille tur under stjernerne på stranden.
Kommentarer
Send en kommentar