Dag 20: penge, cannella og Fautea

 Efter morgenmaden af baguette kørte Kalle afsted efter penge, da vores sidste røg til aftensmaden dagen forinden og campingpladsen kun tager cash (ingen netforbindelse). Det var dog svært, og jeg måtte besøge to ATM plus et opkald til banken. 

Imens badede Stine og pigerne igen i floden. Vi forlod pladsen lidt i 12, efter det sidste bad i det dejlige smaragdgrønne vand, og købte nogle lækre sandwich i et boulangeri Solenzara.

Dem spiste vi på den flotte strand Cannella, med hvidt sand og lyseblåt vand og mindre bølger. Eli fik desværre kun sovet en kort lur. 

Derefter kørte vi videre ned langs klippekysten til Fautea. Ved hjælp fra bolsjer fik vi overtalt Oliva til at gå turen op til det gamle vagttårn på en klippeknold 102 m over havet. Det var en varm tur igennem et naturbeskyttet område med lave buske og masser af urter, sommerfugle og grønne og gule firben. Vi fik endda set et tårnfalkepar ved tårnet og hørt ungerne oppe fra reden. Klipperne glimtede som guld, så Oliva er helt overbevist om at hun havde fundet guld i de klippestykker hun samlede op under vejs. Oppe ved tårnet var der en god udsigt op langs med kysten og ud over havet og de klippeskær der ligger i vandet. Vi kunne også se den fine sandstrand der lå inde i bugten. Den besøgte vi selvfølgelig på tilbagevejen, for at vaske sveden af os.

Efter Fautea kørte vi til den lille bondegård vi nu bor på, på crete de Rosamarinu. 

Efter at børnene havde sagt goddag til heste, æsler, høns og en gris og vi havde fået folkevognen parkeret under korkegene, cyklede Kalle med pigerne ud for at finde et badested, mens Stine lavede lækker mad. Det første sted var fyldt med jet-skis, så vi cyklede videre og fandt en lille stenstrand med bløde runde sten hvor vi kunne bade og finde flotte sten.

Om aftenen vaskede vi op og legede med et par børn på Elis og Olivas alder.








Kommentarer