Dag 29. Rejse til Levorno

 Vi vågnede tidligere end normalt (7.30) og spiste morgenmad og pakkede hurtigt sammen, og var allerede ude af pladsen kl. 9. 

Vi kørte først ned til apoteket i Corte for at blive testet for covid 19. Det kunne vi dog ikke blive før kl. 13, og vi kørte derfor afsted mod Bastia med det samme. Vi kørte igen igennem bjerge, og kom tæt forbi Korsikas højeste bjerg Monte Cinto på 2800 meter. Det var et meget skarpt bjerg med meget stejle bare klippesider. 


Eli sov undervejs, og da vi nærmede os Bastia stoppede vi ind på et apotek. Der kunne vi alle blive testet efter lidt ventetid. Det skulle dog vise sig ikke at være nødvendigt, da vi ikke blev tjekket til færgen eller da vi ankom til Italien.


Vi kørte derefter ned til havnen, og blev først afvist da færgen ikke var kommet endnu. Så vi fandt en lille cafe og spiste en is med to kugler hver. De store piger fik også handlet lidt flere souvenirs. 


Vi havde fået at vide at vi skulle være ved færgen mindst 2 timer før, men nu kunne vi komme til 1 1/2 time før afgang. Vi holdt i kø på kajen i bragende sol og 32 grader. Heldigvis kunne vi hæve taget og lyne ned i vinduerne i teltdugen. Det skabte en trækning igennem bilen. Vi holdt i en bane næsten kun med folkevognsrugbrød. Vi faldt I snak med to familier fra Bayern som kørte i hver deres VW t3, vores er en t4. De havde henholdsvis en baby og et barn og en baby. De var ret imponerede af at vi kunne sove inde i bilen alle 5 og havde været så meget omkring, da de havde telte med også, og havde kun været på 3 campingpladser i løbet af tre uger på øen. Men deres biler var helt rustfri og flot holdt, og specielt den ene blå Westfalia "joker" er vores drømmecamper. 


Færgeturen tog ca. 5 timer, og forløb så roligt som den nu kunne med 3 børn at underholde/holde styr på. Vi hyggede os, og Eli var alles kæledægge i salonen, inden hun faldt omkuld på en sofa og sov den sidste del af turen.


Efter ankomst til Levorno kl. 19 kørte vi direkte til en campingplads lidt nord for byen. 


Vi gik på pladsen pizzaria og fik efter kort tid de lækreste pizzaer fra den brændefyrede ovn til meget overkommelige priser. Alle vsr glade for at være kommet til Italien.


Bagefter tog vi et koldt bad, satte vasketøj over og fik puttet pigerne lidt sent. Kl. Er 22.51 nu, og Eli er først lige faldet i søvn. Men det er først nu at temperaturen er soveværdig alligevel.

Kommentarer