Dag 30: Bongiorno Italia
Første morgen i Italien, vågnede vi på campingpladsen uden for Pisa. Stine cyklede til supermarked med pigerne, og vi fik handlet ind til morgenmad. Efter nogle lidt tamme crossainter, pakkede vi lidt sammen og så var det tid til badning i poolen. Den var fik, men pigerne måtte ikke hoppe i, og vi skulle alle 4 have badehætte på. Kl 12 forlod vi pladsen og kørte til Pisa for at se det skæve tårn. Vi fandt en parkeringsplads 5 min gang fra tårnet og gik så derhen. Stine har været der før, men sidst var der proppet med turister. Nu er det næsten kun italienere, og ikke særlig mange ås vi havde god tid til at studere tårnet og snakke med pigerne og hvad vi så. Stor oplevelse for alle. Vi fandt en iscafe der lige var åbnet og spiste den første italienske is, det var himmelsk! Efterfulgt af en kop kaffe og så endnu en gåtur gennem det gamle Pisa, der i fravær af turistmængden var meget charmerende og hyggelig. Vi slog os ned til en sen frokost på en lille piazza og fik en skøn frokost!! Derefter vendte vi mod bilen igen og kørte så mod Bagni de Lucca, en lille by i bjergene uden for Lucca. Vi har lejet et hus fra i morgen og 4 nætter og glæder os til at fejre halvdelen af vores rejse med lidt ro og et langt bad!
For natten fandt vi først en forladt p plads langs vejen, men den var simpelthen for kedelig, så vi kørte videre til en Agroturismo, en gård hvor man byder turister ind. Her kunne vi bade i flodens klare vand, og sove i nat, og der var også en restaurant som vi fandt efter at have besteget et bjerg, dog havde de først ikke mulighed for at lave mad til os, da der bor en masse unge på sprogskole. Men så vupti kunne de godt alligevel, og de unge hjalp med at oversætte menuen. Vi sad så i solnedgangen over bjergene med duft af friske krydderurter og fik helt fantastisk italiensk mad der er fremstillet af gårdens egne dyr og grøntsager. Den ene ret mere overdådig end den anden!!! En stor oplevelse for os alle, pigerne var helt høje på vej ned ad bakken på trods af at det var blevet sent og Olivas skridttæller havde passeret 20.000 skridt. Her er kuk lyset fra stjernerne og ildfluernes blink, og lyden af floden og køernes klokker! Nu sover alle 3 piger og vi er også på vej til køjs, efter en helt utrolig første dag i Italien, det tegner virkelig godt!!!!
Kommentarer
Send en kommentar