Dag 31: Vi tager en Road break
Vi vågnede ret tidligt i vores lille bil, da der begyndt at være aktivitet udenfor, og fluerne indenfor summede rundt. På trods af det stod vi først op kl 8, og Avi og Stine startede dagen med et friskt bad i floden. Herefter spiste vi hurtigt lidt morgenmad og pakkede sammen inden vi kørte forbi og handlede ind til de næste par dage, og spiste en gelato! Vi har lejet et lille middelalderhus i en meget lille, og stort set øde, by, Limano, godt oppe ad et bjerg. Der er 20 min kørsel til nærmeste indkøb, og byen er så lille at man kun kan parkere op ad vejen ind til byen. Vi fik bugseret alt vores grej ind i huset og så afprøvede pigerne straks badekarret. Mens Eli sov middagslur gjorde Stine dem kunsten efter og Kalle hyggede med pigerne. Da Eli vågnede gik vi på opdagelse i byen. Den består måske af 100 huse der alle sidder sammen på kryds og tværs og som er forbundet af smalle, stejle og ujævne veje, der kun kan bestiges til fods. Vi gik op til kirkegården og kiggede på gravstene, og ned igen til huset hvor vi satte pigerne af, mens de voksne og Eli gik hele vejen op til det højeste punkt i byen, der er virkelig smuk udsigt ud over de meget frodige bjerge.
Til middag fik vi antipasti, som pigerne, især Avi, er helt vilde med. Derudover er de også vilde med drikken “estatea” der er iste, der smager rigtig godt!
Vi sluttede dagen af med at starte på at læse Pinocchio, da der ligger en mindre, og vist ret gammel, forlystelsespark i nærheden der hedder Pinocchio park, og den skal vi besøge om nogle dage.
Pigerne sover nu i deres kæmpe senge, side om side og vi glæder os til at brede os i en rigtig seng i nat!
Kommentarer
Send en kommentar