Dag 42 og 43: lago di Molveno og Colomba

 Vi spiste morgenmad I skoven ved siden af bilen, mens parkeringspladsen langsomt blev fyldt med vandrere og mountainbikere. Stine fik et morgenbad i søen, også selvom det blæste ret meget.

Bagefter kørte vi igen til den nordlige del, med den gode strand. Det var svært at finde en parkeringsplads, da hele byen var ved at være fyldt med turister og weekendgæster. Da vi flyttede olivas cykel ned fra taget, kunne vi dog komme ind på en plads med højdebegrænsning til 2 euro i timen.

Vi gik først på en legeplads og derefter ned til vandet hvor vi spiste tunsandwich og fik puttet Eli til sin middagslur. 

Da Eli sov cyklede Kalle på Mountainbike op I bjergene. Det var en meget udmattende opkørsel, men nedkørslen var det hele værd. Det var fedt bare at kun køre neded og nedad uden stop ad teknisk svære nedkørsler. 

Imens badede pigerne og legede på stranden. 

Da Kalle kom tilbage, badede vi i det kølige vand og kørte så mod lago di santa Colomba ad små bjergveje. 

Vi kom frem til den smukke skovsø og badede endnu engang og spiste foccassia og grøntsager, drak god labrusco og esta the. 

Henad aftenen forsvandt de andre skovgæster og vi blev alene tilbage på toppen af bjerget ved søen. Der var intet mobildækning, så vi kendte ikke udfaldet af EM finalen, men vi kunne regne ud at Italien havde vundet da vi lidt i 1 blev vækket af en bil der kørte carrusello med hornet i bund og flag ud ad vinduet. 

Vi vågnede lidt over 7 og morgenbadede og spiste morgenmad I solen ved siden af den smukke sø, som mest af alt ligner en svensk skovsø. Den er omkranser af fyrretræer og blåbær og en smuk blomsterrig mose. Vandet er brunligt med meget klart og fyldt med fisk. Der er grå klipper og rødbrun muld omkring. Fuldstændig som i Sverige,  bare med godt vejr og varmere vand.

Vi blev ved søen hele dagen og slappede af og hyggede. De store piger legede Ronja røverdatter og Birk i mange, mange timer. De har  virkeligt fundet hinanden.

Kl. 15.30 kørte vi videre med retning mod Venedig, hvor vi har booket en lejlighed i 3 nætter. 

Vi har gjort stop på en bondegård lidt øst for Bassano del Grappe hvor vi kan overnatte. Her er fyldt med dyr: æsler, geder, grise, høns, kalkuner, gæs, kaniner, katte, hunde og masser af fluer. Aviaya fik endda en ridetur på gårdens præmiedyr; en flot hest. 

Efter aftensmaden kørte vi en lille tur til en søvnig flække hvor de havde et fremragende Gelatieria. 



Kommentarer