Dag 45: Venedig
Efter morgenmaden i vores lejlighed gik vi afsted mod Rialto broen over gran canal og markedet lige ved siden af. Vi købte fisk og rejer, grøntsager og frugt fra flere af de mange boder. Bagefter gik vi igen tilbage igennem de smalle gader og over de mange små broer. Det kan være lidt anstrengende at skulle bære Eli i klapvognen over alle broerne, men det er vilkåret hvis man vil rundt i denne spændende by.
Vi spiste lækker parmaskinke og mozarella sandwiches til frokost og bagefter gik Stine igen afsted med de store piger for at købe smart tøj til dem. De fik begge to sæt tøj fra Benetton, som er her fra Veneto, og Oliva valgte også at købe en fyldepen for sine lommepenge.
Da Eli var vågnet fra sin lur igen, gik vi igen afsted alle 5, for at finde en legeplads. Vi fandt dog ud af at det ville koste os 60 euro for at komme med vandbusserne til legepladsen, så vi fandt en nærmere en, og vi gik i stedet mod den. Det kunne Oliva dog ikke holde til, og vi måtte vende om og købe gelato og æbler i stedet.
Vi spiste den lækre fisk og rejer til aftensmad, og pigerne legede på tæppet i stuen og tog et karbad.


Kommentarer
Send en kommentar