Dag 47: det var bare en sten
Vi vågnede tidligt i lejligheden og pakkede vores ting sammen, så vi var ude af huset kl. 9. Vi gik for sidste gang igennem de små gader i Venedig og over Gran Canal på Academia broen. Vi skal helt sikkert tilbage til denne helt fantastiske by, da vi slet ikke er færdige med at udforske den. Men vi glædede os også til at køre op i bjergene igen. Vi tog båden tilbage til Fusina og fandt vores bil helt tilsølet af beskidt regn. Vi pakkede vores bagage ind i bilen igen og kørte til det nærmeste værksted. Mekanikeren kunne en smule engelsk, og han forstod hurtigt hvad problemet var. Alle på VW t4 forumet på Facebook er enige om at det er højre trækaksel der er problemet.
Mekanikeren kunne dog først få reservedelen hjem til på mandag, så efter at have overvejet vores muligheder besluttede vi at køre videre til et VW værksted i den anden ende af byen. Her bar en flink ung mekaniker der snakkede perfekt engelsk, som sendte os videre til en andet VW værksted ved lufthavnen hvor de har erfaring med transportere. Så vi kørte derhen, og blev hooket op med en kvindelig sælger som talte flot engelsk og en mekaniker. Jeg kørte dem en tur i bilen, så de kunne høre problemet. Det synes de var mægtigt skægt, at sidde på bagsædet i camperen og ryge rundt i accelerationerne.
Mekanikeren mente ikke at der var trækakslen, men en sten i bremsen. Han tog den op på liften, mens vi fik en kop kaffe og kakao i butikken. Kort tid efter bekræftede han at der var en sten i højre fodbremse. Han kunne ikke få den ud, uden at demontere det hele, men vi kunne køre videre uden problemer. Måske røg den ud af sig selv på et tidspunkt. Sikke en lettelse! Vi slap også uden at skulle betale og med ønsket om en god ferie blev vi sendt videre. Vi handlede kort ind til Frokost i Lidl, hvor vi har fundet ud af at man får det bedste brød i Italien. Det er de ikke gode til at lave ellers.
Det regnede, så vi spiste frokost mens vi kørte mod bjergene igen. Eli faldt I søvn og sov over 2 timer, så da hun vågnede var vi næsten i Østrig. Vi gjorde et holdt i Tarvisio og købte en masse Esta The og vin, og spiste den sidste Gelato. Så kørte vi det sidste stræk til Villach hvor vi fandt et sted at overnatte ved siden af en flod med brusende vand. Pigerne smed tøjet og legede på stranden og I det kolde vand. Vi spiste fyldte pastaer til aften, men Avi væltede på stolen og rev det meste på jorden, så det gav en del kaos, men der blev roligt igen da vi faldt i snak med vores nabo. Vi holder ved siden af en østriger, som bor alene i sin gamle Toyota Hiace. Hun har opsagt sit job og lejlighed og bor nu på anden uge i Toyotaen. Det er en rigtig fin gammel bil med en rigtig god indretning, sådan en kunne vi godt tænke os til den næste camperferie engang.
Godnat


Kommentarer
Send en kommentar