Dag 49: Østbayern
Vi vågnede til tørvejr og lunt vejr. Kalle cyklede afsted til den nærmeste bager få kilometer væk, og så spiste vi dejlig morgenmad ved søen. Pigerne legede på legepladsen og ved vandet, men selvom at flere lokale sprang i søen, havde vi ikke lyst til det plumrede vand. De bor jo også langt fra havet. Henad formiddagen kørte vi ind i Ingolstadt og gik på Museum Mobile. Først skulle vi lige forbi en tankstation og købe 4 FFP2 masker, som de fleste butikker, restauranter og museer kræver at man har på her i Tyskland. Museet var jo egentlig bare en stor Audi reklame, men det var virkeligt flot lavet. Man startede øverst i et tårn, og så gik man nedad igennem hele bilens historie. Fra 1893 til nutid og endda et par konceptbiler til fremtiden.
Vi købte nogle dürum döner på vej ud og så kørte vi ad landevejen til Regensburg mens Eli sov. Vi kom forbi Audi fabrikken, en gigantisk petrokemisk fabrik med egen togbane og Airbus militære og rumfarts udviklingscenter. Så vi fik set lidt at Tysklands store industri i dag.
I Regensburg ville vi på stranden langs Donau- men den var oversvømmet da floden var gået over sine nærmeste bredder. Vi gik i stedet en tur langs floden og der hvor Regen og Donau løber sammen. Vi kom helt tæt på to storke der gik og fangede orme i det oversvømmede område. Så gik vi over den gamle stenbro over Donau som romerne byggede og ind i den gamle bydel hvor vi købte en is hver. Vi gik op til domkirken og ind i den. De store piger kom endda ned i skatkammeret, mens Eli legede med Kalle på trapperne udenfor. Regensburg er en ret unik tysk by, da den ikke blev smadret under krigene og derfor består mange af de gamle gader og huse. Der var også mange tyske turister i byen i dag. Den har dog intet på de italienske byer viblige har været i. Vi fik også set de resterende dele af den romerske garnison.
Til sidst kørte vi videre til Wörth an der Donau, med et lille stop for at købe ind i en gårdbutik på vejen. Alle andre butikker havde lukket i dag så der var godt vi fandt den så Stine kunne lave lækker mad til os i aften. Vi parkerede i udkanten af en stor skov hvor der var en kunstig badesø og sportsplads. Vi badede i det kølende vand og pigerne legede så godt sammen alle tre hele aftenen. Det var så dejligt.




Kommentarer
Send en kommentar