Dag 51. Autobahn, Oranienburg og Rügen
Vi sov længe, og spiste morgenmad på legepladsen i skoven.
Efter legetid kørte vi videre nordpå og ad autobahn vest om Berlin. Området er utroligt skovrigt og vi kom igennem mange skove. Vi stoppede ind i Oranienburg. Her ville vi købe ind til frokost, men igen havde vi problemer med visa kortene. Så vi måtte bruge en del tid på at ringe til banken, og vi måtte spise de rester vi allerede havde i bilen.
Vi købte adgang (4 € pr voksen og 2€ pr barn) til Oranienburg Schlossgarten, og gik ind i den store park. Der var anlagt en virkelig stor legeplads inklusive en vandlegeplads. Pigerne kunne sagtens have brugt mange flere timer der. Men Eli skulle sove i bilen, så vi måtte videre, da vi gerne vil til Bornholm og nyde øen med folkevognen og det gode vejr. Parken var også fyldt med mange forskellige typer haver, men dem fik vi heller ikke set. Men Oranienburg Schlosspark, vil vi gerne tilbage til en anden gang.
Vi kørte i mange timer indtil Stralsund hvor vi holdt kaffepause ved stranden. Det var dejligt at se havet igen, og mærke den friske nordiske havluft.
Vi kørte videre til Rügen og forsøgte at finde et sted at holde. Desværre var det meget svært at finde et godt sted at holde, da overnatning var forbudt de fleste steder. Vi spiste sen aftensmad på en plads, men vi kunne ikke købe en p billet, da vi ingen mønter havde. Så vi måtte køre videre og fandt først et egnet sted lidt over kl. 22. Så kom vi hurtigt i seng derefter.
Rügen var mange steder meget smuk, men desværre var den også udbygget med huse, hoteller og restauranter og private p pladser helt ned til de bedste strande, så det var svært at nyde den som almindelig gæst. Der var også virkeligt mange mennesker og øen vsr gennemskåret af to store motortrafikveje og jernbaner. Til gengæld var der også mange smukke alléer.



Kommentarer
Send en kommentar